De første indbyggere i det nordvestlige Grønland var en række etniske grupper, der kom fra det nordøstlige Canada.
Her udviklede de unikke dialekter, i realiteten nye sprog, og en egen kultur.
De består stadig af en række separate kulturelle grupper, men samlet er de generelt kendt som inuitter.
“Eskimo” er et kolonisator ord, og almindeligvis anset som racistisk.
Landet kalder de Kalaallit Nunaat – menneskenes land.
Mere end tre fjerdedele af Grønland er dækket af is, i nogle områder tre kilometer tykt, og beboelige områder er knappe og usammenhængende.
Den dag i dag er der ikke to byer, der er forbundet af veje – og vil formentlig aldrig blive det.
At sejle og flyve er den eneste måde at komme rundt på, medmindre du har mod på at krydse isen på en snescooter eller hundeslæde.
I den varme periode, i sen jernalder, opdagede vikinger fra Island Grønland, og små grupper etablerede boliger, gårde og handelsstationer i den ubefolkede sydlige del af Vestgrønland.
Ifølge legenden var det den morddømte og landsforviste islænding Eirikur “Rauði” Þorvaldsson (Erik den Røde), der fandt og navngav øen og lavede den første bosættelse i Bratalið, tæt på nutidens Narsarsuaq, i år 985.
Kort efter blev der lavet en ny bosættelse i Vestribygð, i nærheden af nutidens Nuuk (Godthåb). Vestribygð ligger ret langt nord fra Bratalið, og lidt mod vest, men af en eller anden grund er de kendt som den østlige og vestlige bygd, ikke den nordlige og sydlige.
Så nu var der to grupper af mennesker, der beboede øen – inuitterne og grønlænderne – fuldstændigt uvidende om hinandens eksistens.
Inuitterne levede i et permafrostområde og overlevede ved at jage fisk, havpattedyr og lejlighedsvis isbjørn.
Grønlænderne overlevede med lidt landbrug (husk det var den varme periode), fiskeri, jagt på havpattedyr, moskusokse, rensdyr og hvalros – primært til eksport af elfenben til Island og Norge, hvor det kunne byttes til værdifulde ting, der ikke var tilgængelige i det arktiske miljø.
Grønland har fx ingen træer.
Selv den lejlighedsvise narhval var en god fangst, ikke kun for overfloden af kød, men vikingerne formåede at overbevise europæerne om, at den spiralformede 1-2 meter lange tand faktisk var sådan et enhjørningshorn så ud.
Fra Grønland foretog vikingerne ekspeditioner til Canada for at hente tømmer, vilde frugter og andre fornødenheder, og endda etablere permanente bosættelser, hvilket slog fuldstændig fejl efter kun 15 år.
(Det kan du læse mere om i bogen Vikingologi, i Saga Erikur Rauði og Grænlinga Saga).
Men vikingebopladserne i Grønland trivedes de næste 300 år.
Hvad der derefter skete, findes ikke i nogle vikingesagaer, og vi er overladt til at gætte, da de middelalderlige inuitter heller ikke efterlod nogen skriftlig beretning.
Klimaet kølede betydeligt ned, hvilket gjorde landbrug umuligt.
Pesten skyllede gennem Europa og dræbte langt de fleste mennesker i de havne i Norge, der normalt betjente grønlænderne, og fratog vikingerne eksportkunder.
Afrikanske elefantstødtænder begyndte at strømme ind i Europa og leverede en bedre kvalitet af elfenben end hvalrostænderne.
Enhver – eller flere – af disse begivenheder kan forklare, hvorfor vi ikke hører mere til grønlænderne.
Efterhånden som kulden rykkede sydpå, gjorde inuitterne det også, og vi har arkæologiske fund, der tyder på, at der har været handel med varer og udveksling af kundskaber.
DNA-test afslører dog, at de ikke har delt senge, og grønlænderne fik aldrig børn med inuitterne.
De er aldrig blevet registreret som ankommet til nogle havne i Island, Færøerne, Norge eller andre steder i Nordeuropa.
Ingen arkæologiske fund tyder på, at der har været nogen form for konflikt, selvom en inuitsaga fortæller historien om en massakre, hvor inuitterne fuldstændig udslettede en hel vikinge bosættelse eller en gård.
En kontroversiel teori er, at vikingerne – en skrøbeligt lille gruppe mennesker – alle blev taget som slaver af pirater fra et sted i det sydlige Europa. Måske Portugal.
En anden vild teori antyder, at de alle søgte tilflugt i Canada, hvor de gav det et alt-eller-intet nyt forsøg, da de ikke havde noget at tabe.
Det lyder måske sindssygt, men i 1350’erne ankom et skib til Reykjavik, Island, med stort behov for reparationer, og formelt oplyste deres oprindelseshavn som “Markland”, som er et af de steder i Canada, hvor vikingerne hentede tømmer.
Efter at vikingerne forsvandt, tog inuitterne permanent ophold i mange fjorde i det sydlige Grønland (eller Kalaallit Nunaat).
I Danmark-Norge – et samlet kongerige på det tidspunkt – var den generelle idé, at vikingernes efterkommere stadig var i live i Grønland, men mærkeligt nok ikke lod deres tilstedeværelse blive bemærket. Måske for at undgå skat…
I 1721 bad præsten Hans Egede om kongens tilladelse (og finansiering) for at tage til Grønland og finde vikingerne. Officielt var formålet at hjælpe dem ud af middelalderkristendommens vildfarelse (på dette tidspunkt kaldet katolicisme) og ind i den lutherske tro.
I Grønland stødte han på inuitterne, men ikke andet end en efterladte ruiner i vikingebopladserne.
Han etablerede en mission i Nuuk-området, nær den forladte Vestribygð-boplads, og begyndte efter bedste evne at omvende inuitter.
I 1724 fik alle danskere ordre til at forlade øen, men Hans og hans kone Gertrud valgte at blive.
I 1728 besluttede den danske konge at gå all in på Grønland.
De danske interesser i Grønland var dog hverken mission eller at finde de forsvundne vikinger.
Det var hvalfangst, som var blevet enormt profitabelt i andre egne af verden.
Hvalfangsten var dog aldrig rigtig vellykket, og som en trøstepræmie flyttede de fokus til sælskind og oplæring af inuitterne til at jage i industriel skala.
Skandinaver begyndte at strømme ind, især fra Norge.
Det var den næste generation af grønlændere.
I 1814 bestemte Kieltraktaten, at det danske rige skulle overdrage områderne i Norge til Sverige, men beholde kolonierne i Atlanterhavet: Grønland, Færøerne og Island, selvom nærheden til Norge var mere logisk, og grønlænderne primært nedstammede fra nordmænd.
I 1905 blev Norge en suveræn selvstændig stat, men det ændrede ikke noget for de danske kolonier i det nordlige Atlanterhav.
Island blev fuldstændig uafhængigt i 1944, under anden verdenskrig.
På grund af epidemier, og den generelle mangel på effektivitet i jagt og eksport, set fra en dansk synsvinkel, blev det besluttet at samle inuitterne i færre og større byer.
Folk blev overtalt, lokket eller tvunget til at opgive deres små bopladser i fjordene, spredt over hele Grønland, og flytte til moderne lejligheder i større byer, især Nuuk.
Lejligheder egnet til en moderne dansk livsstil.
Det er svært at slagte en sæl i en lille moderne lejlighed, og udlejerne er nødt til at reagere på den dårlige behandling af køkkengulvet.
Kultursammenstød en-til-en.
Inuitterne lider under undertrykkelsen af deres kultur og sprog.
Som en af de få etniske grupper på jorden, der aldrig har opfundet alkohol, reagerer de kraftigt på virkningerne.
Alkoholmisbrug er et stort problem i Kalaallit Nunaat, såvel som selvmord.
Sukker blev introduceret, og blev hurtigt meget populær, og tandbørsten fulgte efter mere end et årti.
Forestil dig nu at gå til dit lokale skattekontor eller at din læge bliver tvunget til at tale et andet sprog. Hvis du har dansk som modersmål, men personalet i din kommune kun taler finsk.
Det er situationen for inuitterne, som ikke har andet valg end at tale dansk, når de søger om byggetilladelse eller beder om en specifikation af en elregning.
Alle skilte er på både dansk og Kalaallisut, eller kun på dansk.
Selvfølgelig er der stærke følelser for selvstændighed, men en moderne livsstil er blevet påtvunget inuitterne, som gør dem afhængige af økonomisk støtte fra Danmark.
I 1979 fik Kalaallit Nunaat hjemmestyre og forlod EU, primært for at holde europæiske fiskerflåder ude af deres farvande.
Borgere i EU-lande må ikke automatisk bosætte sig og arbejde i Grønland, men borgere i Grønland, som faktisk er danske statsborgere, må bosætte sig og arbejde i EU-lande, da Danmark er medlemsland. Det er en mærkelig komplikation. En anden er, at virksomheder i Grønland har danske CVR-numre, men ikke indgår i det europæiske fællesmarked.
I 2009 blev der tilføjet mere autoritet til selvstyret, men internationale anliggender og forhandlingsrettighederne til minedrift i undergrunden er stadig kontrolleret af Danmark.
Kalaallit Nunaat vælger ligesom Færøerne to medlemmer til Folketinget, ud af 179.
Grønland er i dag hjemsted for 56.000 mennesker, 90% er inuitter, 8% er grønlændere af dansk/norsk afstamning, og nogle få procent er udenlandske arbejdere fra Thailand, Filippinerne og USA (osv).
Det gør Grønland til det tyndest permanent befolkede land på jorden.
Under Anden Verdenskrig blev Danmark besat af Nazityskland, og den danske ambassadør i Washington valgte at køre solo og gav USA tilladelse til at oprette baser i Grønland – i Thule og Søndre Strømfjord (nu Kangerlussuaq) og en flådebase etableret tæt på Ivigtut.
Efter krigen fik de lov at blive, og under den kolde krig blev de enorme radarer i Thule Air Base brugt til at indsamle information om flytrafikken – og potentielt raketter – i Sovjetunionen.
I 1959 skabte de Camp Century, også kendt som projekt is-orm, en enorm bunker inde i indlandsisen.
21. januar 1968 styrtede et US Air Force B-52 bombefly ned nær Thule Air Base. Flyet bar fire termonukleare bomber, da en brand i kabinen tvang besætningen til at forlade flyet, før de kunne foretage en nødlanding. Seks besætningsmedlemmer kastede sig sikkert ud, men en blev dræbt. Bombeflyet styrtede ned på havisen i North Star Bay, hvilket fik de konventionelle sprængstoffer om bord til at detonere og den nukleare nyttelast til at briste og spredes, hvilket resulterede i radioaktiv forurening af området.
USA og Danmark iværksatte en intensiv oprydnings aktion, men et af atomvåbnene kunne ikke redegøres for, efter at operationen var afsluttet.
Nu er den amerikanske militære tilstedeværelse og retorik nedtonet, og den eneste tilbageværende luftbase i Thule, omdøbtes til Pituffik Space Base.
Inuitterne, der blev tvunget til at flytte ud af deres bosættelse for at gøre plads til basen, har fået en lille økonomisk kompensation.
I 2019 diskuterede den amerikanske præsident Donald Trump ideen om at købe Grønland fra Danmark, og verden var i chok – endnu en vanvittig idé fra en åbenlyst sindssyg mand.
Ideen er ikke så sindssyg, som den lyder, dog blot et par hundrede år for sent.
USA har faktisk købt US Virgin Islands (tidligere Dansk Vestindien) af Danmark i 1917 for 25 millioner dollars, ligesom de købte Alaska af Rusland, Louisiana af Frankrig og Californien af Mexico.
I 1946 tilbød præsident Harry Truman i al hemmelighed at købe Grønland for 100 millioner dollars i guld.
Det er klart, at befolkningen i Kalaallit Nunaat ikke ønsker at blive indlemmet i USA, men hvis tilbuddet en dag skulle komme fra Canada, kan følelserne på øen være lidt anderledes. Den geografiske og kulturelle nærhed gør det logisk, og Grønland har brug for en større tæt partner – hvis ikke en kolonimagt – for at opretholde en moderne livsstil i det arktiske miljø.
Der kan være nok olie, naturgas, uran eller metaller i undergrunden til at skabe en god indkomst, men det vil koste en ret overvældende investering at finde og udvinde det.
I mellemtiden er Grønland i frontlinjen af de globale klimaændringer, med isfrie fjorde hele vinteren, en hurtigt smeltende indlandsis, og det arktiske dyreliv, der flygter mod nord eller simpelthen forsvinder.
Det er dog ikke kun dårlige nyheder, da landbrug er ved at blive en mulighed, ligesom det var, da Eirikur “Rauði” Þorvaldsson etablerede Bratalið.
Jeg vil afslutte denne fortælling om Menneskenes Land med en sjov lille historie.
Hans Island, der måler 1.290 gange 1.199 meter, ligger på grænsen mellem Grønlands og Canadas nationale farvande, og ejerskabet af denne fuldstændig uinteressante lille klippeø kan få betydning, hvis noget af værdi nogensinde skulle blive opdaget under havbunden.
Så Danmark og Canada gik i krig over det.
Krigen blev udkæmpet på denne måde: Den canadiske flåde ville gå ind på øen, fjerne det danske flag og en flaske dansk snaps, hejse det canadiske flag og efterlade en flaske canadisk whisky. Den danske flåde ville derefter gå ind på øen, fjerne det canadiske flag og konfiskere whiskyen, efterlade en flaske snaps og hejse det danske flag, og så videre, indtil den 14. juni 2022, hvor begge lande blev enige om at dele den omstridte ø i to omtrent lige store dele.
Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville høre mig selv sige dette, men det er næsten ærgerligt, at krigen sluttede.
Fun facts:
Verdens nordligste landskab er en ø ud for Grønlands nordlige kyst ved navn Kaffeklubben Ø.
To opfindelser, og deres navne, der har spredt sig fra Grønland til resten af verden, er anorak og kajak.
