Fra senmiddelalderen og frem skammede befolkningen i Skandinavien sig dybt over deres fortid.
Hvis vi bare kunne glemme disse primitive barbarer, før 1200, ville det simpelthen være en bedre verden.
Nabolandene ville være endnu gladere for ikke at blive mindet om disse vanærende tider.
Gennem en række dumme krige og endnu værre beslutninger blev Danmark og Sverige skabt og delt, med stadigt skiftende grænser, og Danmark mistede mere og mere jord til nabolandene, trin for trin formindsket til størrelsen af en forstad.
I 1658 gik den rigeste del af landet – Skåne – tabt til Sverige, i 1814 blev landet delt for skabelsen af Norge, og i 1864 gik den sydligste del af landet tabt til Tyskland.
Landet var i en trist tilstand – desperat efter noget at være stolt af.
I 1873 udgav arkæolog og historiker Jens Jacob Asmussen Worsaae en lille ubetydelig (og direkte kedeligt) bog med navnet “De Danskes kultur i vikingetiden”.
Det var en genistreg! Ordet han opfandt ændrede verden.
Bare smag på det: “Vikingetid”!
Og ordet “viking” refererede ikke længere til “bugtens folk”, “ekspedition”, “pirater” eller “overfald”, men til hver eneste skandinaver, der levede i “vikingetiden”.
Det var MAGELØST!
Pludselig var danskerne dybt stolte af disse “primitive barbarer”.
Okay, okay, vi havde været mislykkede i 7-800 år, men FØR det…!
Omtrent på samme tid, i 1876, ved den første Bayreuther Festspiele-produktion af Wagners “Der Ring des Nibelungen” (stærkt inspireret af den nordiske Vǫlsunga Saga), ledte scenograf Carl Emil Doepler desperat efter noget, der kunne få Brünnhilde (den ret kønne og rimeligt overvægtige operasangerinde Amalia Materna) til at se lidt farligere ud. Så han tog nogle drikkehorn fra sættet og limede til hendes hjelm, og – voilá! – hornhjelmene blev født.
Alle ved, at dette er forkert og ikke har nogen historisk eller arkæologisk forbindelse, men hvilket FANTASTISK stykke ikonografi!
Hvis du har ¼ sekunds opmærksomhed til at overbevise nogen om, at noget er relateret til “vikinger”: En hjelm med horn, og du er i mål.
Tilbage i Danmark – og Sverige, Norge og Island – var ALT pludselig “Viking”.
Børn begyndte at lære runer i skoler igen, og folk fandt runesten, støve dem af og satte blomster foran dem.
Holger Danske, en statue, der forestiller en sovende viking, i kælderen under Kronborg Slot i Helsingør, blev et nationalt ikon. “Han vil vågne, hvis Danmark får problemer!”.
Under den nazistiske besættelse af Danmark i Anden Verdenskrig kaldte den mest kendte modstandsbevægelsesgruppe sig selv “Holger Danske”.
I dag kan man i Danmark ikke gå ind i en souvenirbutik uden at se vikingefigurer (komplet med hornhjelme), et dansk hjem uden søde trolde i vindueskarmen og uden at lægge mærke til, at hvert andet barn har vikingenavn, som Erik, Holger, Astrid, Solveig, og så videre.
På islandsk blev ordet “viking” indtil for nylig brugt som et slangudtryk for at gøre et godt stykke arbejde. Det bruges endda som et drengenavn på Island.
I 1060’erne blev seks skibe sænket med vilje i Roskilde fjord for at danne en barriere og forhindre fjender i at komme ind i fjorden, og i 1960’erne blev disse skibe fundet og udgravet.
Som alle andre arkæologiske fund fra “vikingetiden” blev de fejret med fryd. Faktisk: Et helt museum blev bygget til disse skibe!
Den store runesten – rejst af Harald “Blåtand” Gormsen, i Jelling (tæt ved Legoland) – er trykt på indersiden af omslaget i ethvert dansk pas.
Og så er der al den fiktion (tegnefilm, film, videospil, friluftsteater, reenactments osv.), der er blevet skabt i de senere år, inspireret af vikinger, sagaer, eddaer, krønikker og så videre.
Da svenske techno-nørder fandt på en teknologi til at forbinde enheder trådløst, kaldte de den Bluetooth – fordi den er skandinavisk, enkel og forbinder. Logoet er runerne for H og B klemt sammen. Du har måske ikke Harald Blåtand i dit hjerte, men du har ham i din mobil.
Men det hele startede med en fyr ved navn Jens J. A. Worsaae, som forvandlede skam til stolthed, da vi havde allermest brug for det, med en lille bog, som jeg ikke vil anbefale dig at spilde et eneste minut på at læse. Det var sætningen på omslaget, der ændrede vores lille verden.