Den første kristne kirke i Grønland, bygget af Þjódhild Jorundsdottir, Erik “Den Røde” Þorvaldssons hustru.
Før kristendommens introduktion var de fleste mennesker i nordeuropa ikke en del af en organiseret religion, men dyrkede nogle religiøse traditioner der var meget varierede fra sted til sted, og forandredes gennem tiden.
Troen på Æsir, Vanir, Jótunn, Elfur osv. var ikke organiseret i en menighed, og der var ingen præster eller bøger.
At introducere en ny religion til disse mennesker var intet problem, og mange tog “Hvide Krist” til sig uden større bekymringer.
At få Skandinaverne til at holde op med at tro på Odin, Thor og Freyja viste sig dog at være en betydeligt større udfordring.
Derfor er overgangen fra “De Gamle Sæder” (asetroen) til “De Nye Sæder” (kristendommen) en periode fra omkring år 700 til år 1350.
I år 970 blev Skandinavien officelt kristent, ifølge den store Jellingesten.
For at forenkle dette, og have nogle pejlemærker i historien kan vi sige at kristendommen varede fra 950 til 1950, i Skandinavien.
Uanset om vi siger at Vikingetiden varede fra år 300 til år 1300 (i Skandinavien) eller om vi siger fra år 793 til år 1066 (den Anglocentriske model), kan vi slå fast at med en befolkningstilvækst i samme periode er flertallet af den skandinaviske befolkning i vikingetiden kristne.
En anden målestok er runesten, hvoraf over 80% er udformet og rejst af kristne vikinger.
Kristendommen kom langsomt, men forandrede samfundet på mange måder, navnligt på bekostning af kvinderne.
Før kristendommen var de fleste shamaner (“Vølver”) kvinder, og kvindernes betydning i forbindelse med ofringsritualer (“Blót”), magiske ritualer (“seiðr”) etc. var væsentlig.
At være ugift og gravid, eller at skille sig fra sin mand var ikke et stort problem, og medførte ikke automatisk udstødelse fra samfundet.
Officielt stod kvinderne som ejere af huse eller gårde.
Den lige-ved-og-næsten ligestilling som vi kender i Skandinavien idag fandtes altså også i det førkristne samfund.
Man kan sige at kvinder har været i husarrest i de 1000 år kristendommen varede.
I overgangsperioden har kristne ideer endda påvirket asetroen på mange måder.
At bruge kors i en halskæde som beskyttelse og for at identificere sig som kristen blev adopteret af de asetroende, som begyndte at bruge Thors hammer på samme måde.
I flere grave har man fundet både Thors hammer og kors, og i visse tilfælde symboler der kan opfattes som en blanding af de to.
For meget tidlige fund er det dog vigtigt at huske på, at korset er et meget enkelt grafisk symbol med mange mulige betydninger, og altså ikke nødvendigvis knyttet til kristendommen.
Den kristendom der kom til Skandinavien var dog en stærkt udvandet udgave, i forhold til det vi ser andre steder i Europa, i den tidlige middelalder.
Der er indgået mange kompromisser, og kirken har været tvunget til at acceptere at mange traditioner bestod. Mest åbenbart betegnelsen “jul”, i stedet for “kristmesse”, men også at julen blev en fejring af naturens overflod, i stedet for faste.
Vikingerne besatte England, og efterfølgende besatte England mange andre lande i verden, og på denne måde er mange førkristne traditioner blevet udbredt til næsten hele verden.
Kristendommen tog nogle hårde slag under oplysningstiden, og de to verdenskrige blev de sidste søm i kisten.
Idag er majoriteten af Skandinaverne medlemmer af de nationale lutheranske kirker, men benytter kun kirken ved særlige lejligheder: Barnedåb (30%), Konfirmation (40%), Bryllup (30%) og begravelse (60%). Mindre end 2% går i kirke uden en specifik invitation.
Antallet af skandinaver som tror på den bibelske gud er meget tæt på 0%.
“Ulvekorset” fundet i Island er tydeligt et kors med en ulv. Om korset er forbundet med kristendommen er umuligt at sige, men sandsynligt. Visse arkæologer mener at ulvekorset er en sammensmeltning af et kors og Thors hammer “Mjölnír”.